[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Amine Kromann Karacan
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Jacques Doillons Rodin er en anderledes film, som ganske bestemt vil provokere en del med sin afvigelse fra den typiske filmiske fortællestil.
Fokus i Rodin er ikke på et problem, der skal løses, som det ellers ofte er i alle slags film, snarere er handlingen ikkeeksisterende, hvilket dog – i hvert fald ifølge denne anmelder –hverken var kedeligt eller uinteressant.
Biografier har ofte en umådelig trang til at skulle udbasunere alle fakta omkring den portrætterede – hvad kunne man have valgt at fortælle om Rodin?
Man kunne skildre, hvordan han med sit unikke formsprog og teknik (inspirationskilderne var en blanding af antik græsk og romersk samt 1700-tallets kunst) provokerede samtidens salon-standarder så meget, at han blev afvist hele tre gange af kunstakademiet i Paris. Hele karrieren måtte han kæmpe med alle de pengemænd, der bare ikke ’forstod’ ham. Eller om hvordan hans største kærlighedsaffære, Camille Claudel, senere i livet blev sindssyg, sandsynligvis skyldet den manglende anerkendelse hun fik som kunstner pga. hendes køn og kedelige bonerte mænd. Eller, hvad med hans utraditionelle livslange forhold til Rose Beuret, den enfoldige bondekone? Der findes mange anekdoter om den store kunstner, og nogle finder da også vej til Rodin, men de er mere stemningsskabende end handlingsskabende, hvilket er en befrielse.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Rodin[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jacques Doillon[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Gennem lange scener ses Rodin kreere sine mesterværker og interagere med menneskene omkring sig, særligt Claudel. Ligesom Rodin selv, fokuserer filmen oftest på værkerne, men også til tider på Claudel.
Menneskekroppen er smuk, og nogle gange er afbildninger af den endnu smukkere. Sådan er det med mange af Rodins skulpturer, hvor ler eller marmor udtrykker noget mere end blot deres naturtro former. I scenerne fra kunstnerens liv følges tilblivelsen af nogle af hans største værker, og det er med en stoflighed og et fokus på værket, som tillader den dybe fascination.
Scenerne står som mosaikker over de stillestående øjeblikke. De flyder ud over handling og efterlader et minde om sollyset i atalieret, Rodin arbejdede i.
Vincent Lindon, der spiller Rodin, gør et imponerende stykke arbejde. Han er utrolig rolig, men samtidig meget erotisk, og det er dejligt at se på. Den overraskende lidenskab, der lurer bag blikket, er intenst portrætteret. Nuancerne mellem den kærlighedsfulde lyst og den, der udelukkende er driftspræget, skildres på underspillet vis. Bag ler og marmor gemmer der sig følelser, og sådan er det også med denne film.
Auguste Rodin (1840-1917) er en af Frankrigs største billedhuggere, og han har været inspirationskilde til adskillige andre kunstnere efter sin tid, heriblandt den danske Rudolf Tegner (Tegners museum i Dronningmølle anbefales for en ekstraordinær oplevelse blandt skulpturer).
Denne film om Rodin efterlader ingen tvivl om, hvad der betød mest for kunstneren – hans kunst. (Kvinde)kroppen var både hans brændstof og fokuspunkt for at kunne skabe, men den var også noget mere – den var udtryksfuld og nuanceret, og det er Rodin også. Som traditionel film har den sine udsving og svagheder, men hvorfor også holde sig til normerne. Det gjorde Rodin selv i hvert fald ikke.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer